Fortress

29-06-2015 · 01 timer 12 minutter

Manden, der engang spillede Tarzan, er røget i fængsel. Og ikke bare et hvilket som helst fængsel, men et underjordisk fængsel med Darth Vader-lignende vagter og en lettere lummer fængselsinspektør, der engang har været bandeleder og slået en betjent ihjel, der senere vendte tilbage som robotbetjent. Men det er en helt anden historie...

I filmen "Fortress", også kendt som "Fangeborgen" fra 1992, spiller Slambert'en en tidligere soldat, der ryger i fængsel for den frygtelige forbrydelse at gøre sin hustru gravid.
Den er instrueret af Stuart "Re-Animator" Gordon og er fyldt med kultskuespillere som Jeffrey Combs, Tom Towles, Kurtwood Smith og ikke mindst Vernon "I don't need no gun!" Wells. Det er en vaskeægte 90er-scifi med alt, hvad dertil hører af flot skuespil og fremragende effekter. En film, som de fleste nostalgiske filmnørder har set og ejet på VHS i 90erne.

God fornøjelse.

Event Horizon

14-06-2015 · 01 timer 20 minutter

De Gnavne Filmnørder begiver sig denne gang ud i det ydre rum, hvor de finder et forladt rumskib, der ikke ser voldsomt indbydende ud. Alligevel begiver de sig om bord og finder hurtigt nogle hjemmevideoer, der giver især Kasper dårlige drømme.

De finder hurtigt ud af, at dette skib engang har dannet basis for rumgyseren "Event Horizon" instrueret af Paul W.S. Anderson. Morten og Niels vil meget gerne forlade skibet, men da Kristoffer er stor fan af "Mortal Kombat", får han overtalt dem til at blive ombord på skibet. De ved intet om, hvad der venter dem i de mørke korridorer.

Mens de sidder og hygger sig sammen med en Sam Neill-lignende Pinhead-wannabe får de diskuteret filmens kvaliteter, production design, gyselige detaljer, om Paul W.S. Anderson er et "one-hit wonder" og ikke mindst om CGI-effekter fra 1997 stadig holder i dag. Men hov, er der ikke noget, der bevæger sig henne i det mørke hjørne?

God fornøjelse.

Teenage Mutant Ninja Turtles

31-05-2015 · 01 timer 37 minutter

De Gnavne Filmnørder har taget gnavenheds-hatten godt ned over ørerne denne gang, hvor vi er blevet udsat for "Teenage Mutant Ninja Turtles" fra 2014.

Undervejs i podcastet bliver der uddelt masser af ros til endnu en pragtpræstation af Megan Fox, fremragende og charmerende computereffekter, manuskriptets mange finurlige og interessante drejninger undervejs samt Michael Bays herlige indflydelse på denne - og det er vi nødt til at indrømme - moderne klassiker fra manden, der er den mest værdige arvtager til Welles, Hitchcock og Ford i det moderne Hollywood.

Vi ser også tilbage på tegneserierne, tegnefilmene og ikke mindst spillefilmene fra 90erne og diskuterer bl.a., hvordan Hensons dukker overhovedet ikke kan stå mål med CGI-effekter fra i dag.

Bemærk: sarkasme kan være anvendt i de foregående sætninger.

God fornøjelse.

The Adventures of Ford Fairlane

17-05-2015 · 01 timer 24 minutter

Sir Renny Harlin er manden bag actionperler som "Die Hard 2: Die Harder", "Cliffhanger: Climb Harder" og "The Long Kiss Goodnight: Kiss Harder", men har også nogle knapt så heldige film på sit CV som "Cutthroat Island: Island Harder" og "Driven: Drive Harder". I 1990 lavede han filmen "The Adventures of Ford Fairlane" og i dette podcast forsøger vi at finde ud af, hvilken lejr den hører til.

Undervejs kommer vi under overfladen på manuskriptet og diskuterer om filmen var forud for sin tid eller bare dum. Vi diskuterer Andrew Dice Clays komiske stil og er her lidt splittede.

Hvad vi ikke er splittede omkring er Lauren Hollys hotness, den lille koalabjørns cuteness og Robert Englunds craziness: der er mange nesser med i denne film og selvfølgelig kommer vi også omkring Ford Fairlanes uomtvistelige coolness.

God fornøjelse.

Maniac Cop I & II

03-05-2015 · 01 timer 43 minutter

Vi er ikke meget for det. Det går stik imod vores normalle principper. Det er sket denne ene gang og vi garanterer ikke at det sker igen.
Men et eller andet sted inde imellem snakken om skydevåben, bryster, Avengers og samurai-betjente finder vi også lidt tid til at snakke om podcastets to film Maniac Cop I & II.

For en meget spoilerfyldt diskussion om Avengers: Age of Ultron så henviser vi til slutningen af podcastet (1t19min)

Rigtig god fornøjelse