Bride of Frankenstein

22-10-2016 · 01 timer 29 minutter

Vi tager lige et smut væk fra 80erne og vender tilbage til 30erne, hvor vi sidst havde selskab af en kæmpe abe.

Denne gang møder vi Baron Frankenstein (ikke Fronkonsteen), hans monster, hans højdeudfordrede følgesvend og den lettere vanvittige Dr. Pretorius i James Whales "The Bride of Frankenstein" fra 1935.

Vi tager en snak om Universal-horror, horror generelt og klassiske computerspil - og er ikke helt så gnavne denne gang, som 50 % af os var i snakken om "The Breakfast Club", der helt klart manglede nogle monstre.

God fornøjelse.

The Breakfast Club

08-10-2016 · 01 timer 39 minutter

Ikke siden Jar Jar Binks i "The Phantom Menace" har en person i en film fået en podcaster så meget op i det røde felt i De Gnavne Filmnørders podcast.

Vi har set 80er-filmen "The Breakfast Club", som mange husker med glæde. Det gør 50 % af DGFN også.
Den anden halvdel af os havde enkelte små problemer med især en af personerne i filmen. Om det var Molly Ringwald, Judd Nelson eller Paul Gleason: ja, det bliver åbenlyst meget hurtigt i vores podcast.

Forvent at lytte til brok, arrighed, surhed, ærgrelser og ikke mindst en lillebitte smule had, efterfuldt af et svagt glimt af lys og håb for enden af tunnellen, i vores snak om "The Breakfast Club".

God fornøjelse.

Groundhog Day

25-09-2016 · 01 timer 28 minutter

Hvad ville du gøre, hvis du vågnede op til den samme dag igen og igen og...?

Det er heldigvis de færreste, der vågner op til dette, men i filmen "Groundhog Day", som på dansk hedder "En ny dag truer", er det Bill Murray, der må gå igennem den daglige rutine mange, mange gange og finde ud af, om han vil blive sindssyg eller et bedre menneske.

Filmen er fra 1993 og er har fået top-placeringer på adskillige lister over verdens sjoveste film. Enkelte af De Gnavne Filmnørder er dog lettere gnavne overfor filmen, så den får lidt hug undervejs.

God fornøjelse.

The Princess Bride

11-09-2016 · 00 timer 58 minutter

80erne bød på rigtig mange eventyrfilm og en af de mest elskede film er "The Princess Bride", som havde Rob Reiner som instruktør.

Det er en film fyldt med farverige karakterer som f.eks. den hævngerrige Inigo Montoya og ikke mindst (pun intended) Fezzik, den venlige kæmpe, der slår en proper næve og forstår at bane vejen for folk.

Musikken er af Mark Knopfler og manuskriptet er af legendariske William Goldman og baseret på hans bog.

Alt dette lyder jo rigtig godt, men alligevel er vi ikke helt enige om filmens meritter som en klassiker fra 80erne.

God fornøjelse.

Date night med filmnørderne

28-08-2016 · 02 timer 13 minutter

Hvad byder du uventede dates? Tja, hvis du er en gnaven filmnørd eller bare gerne vil lade dig inspirere af de gnavne filmnørder til en fantastisk date-film, så er her svaret på alle dine bønner.

Vi fik udfordringen: I får fem aftener og fem film til at overbevise jeres udkårne om, at I er den eneste ene. Der var ingen kriterier for hvilke film vi kunne vælge: det var fuldstændig op til os.

En times snak blev hurtigt til to og de fem aftener blev lavet om til fire pga. tidspres. Der er britiske romantiske komedier, spansk horror, dansk folkekomedie, amerikansk musikfilm og australske dramaer på menukortet.

Lyt med og hør om vores valg passer bedst til Patrick Bateman eller Mr. Darcy.

God fornøjelse.